Vedtægterne

Vedtægter for RestauratørGruppen


Foreningens navn og hjemsted

§ 1

stk. 1 Foreningens navn er Restauratørgruppen.
stk. 2 Foreningen Restauratørgruppen stiftes af Initiativtagerne og restauratørgruppens medlemmer.
stk. 3 Indtil der måtte blive indgået en aftale om overdragelse af samtlige rettigheder til foreningen, ejes foreningen af initiativtagerne og Bagergruppen, efter gensidig indbyrdes aftale. Der træffes efter foreningens stiftelse nærmere aftale om hvorledes og på hvilke vilkår foreningen kan overtage rettigheden til navn og ”forretningsidé” i øvrigt.

stk. 4 Navnet Restauratørgruppen ejes af foreningens medlemmer.

stk. 5 Foreningen har hjemsted og værneting i København.


Foreningens formål

§ 2

stk.1 Foreningens formål er i videst muligt omfang at virke til gavn for medlemmerne.

stk.2 Dette mål søges opfyldt via etablering af samlede indkøbsaftaler mm.


Medlemmer

§ 3

stk. 1 Som medlemmer kan kun optages aktive restauratører. Bestyrelsen kan i særlige tilfælde meddele dispensation til optagelse af andre som medlemmer.

stk. 2 Medlemskab er betinget af betaling af kontingent, hvis størrelse fastsættes på den årlige generalforsamling, for tiden kr. 5.000 årligt. Kontingentet kan modregnes i bonusudbetalingen. Medlemskab løber som regnskabsåret fra 1.10 – 30.9.

stk. 3 Medlemskab fortsætter indtil det opsiges. Uanset på hvilket tidspunkt medlemskab ophører, kan kontingent hverken helt eller delvist fordres tilbagebetalt.

stk. 4 Af det enkelte medlems råvareindkøb, skal minimum kr. 800.000 foregå gennem de af foreningen indgåede indkøbsaftaler. Efterleves disse forudsætninger ikke, kan det føre til eksklusion af medlemmet..
stk. 5 Betaling for samtlige leverancer skal ske over PBS eller 7 dage kontant.

stk. 6 Har det enkelte medlem ikke oprettet en PBS-aftale eller er i restance jf. stk. 5, kan der gives et påkrav herom. Efterleves dette ikke, kan det føre til eksklusion af medlemmet. Det er en betingelse for møde- og stemmeret på foreningens generalforsamling, at medlemmet og eller dettes virksomhed ikke er i restance med hverken kontingent, jf. § 3 stk. 2, eller andre ydelser som vedrører ydelser til medlemskabet, herunder f.eks. betaling til foreningens samarbejdspartnere eller leverandører.

stk. 7 Alle oplysninger opnået ved medlemskab af foreningen er fortrolige. Videregiver et medlem eksempelvis priser eller andre kontraktsvilkår, ophører dennes medlemskab med øjeblikkelig virkning.

stk. 8 Beslutning om ophør af medlemskab eller eksklusion i medfør af stk. 4, 6 og/eller 7 træffes af bestyrelsen. Det pågældende medlem kan ikke indbringe bestyrelsens beslutning for generalforsamlingen.
stk. 9 Såfremt et medlem enten måtte vælge at opsige sit medlemskab i foreningen, eller medlemmet måtte blive ekskluderet af foreningen, som følge af misligholdelse af foreningens vedtægter, er medlemmet uberettiget til, i en periode på 1 år fra medlemskabets ophør, at handle med foreningens leverandører, uden at der forinden er givet en skriftlig tilladelse hertil af foreningen. Foreningen er ikke pligtig til at give tilladelse, men kan vælge at meddele tilladelse efter konkret vurdering.


Generalforsamlingen

§ 4

stk. 1 Generalforsamlingen er højeste myndighed i alle forhold, der ikke efter vedtægterne er henlagt til bestyrelsen.

stk. 2 Medlemskab af foreningen berettiger til én stemme. Medlemmer der ikke selv deltager på generalforsamlingen, kan lade deres stemme afgive ved skriftlig fuldmagt til en kollega som er stemmeberettiget på den gældende generalforsamling. Dog kan intet medlem med fuldmagt samt egen stemme repræsentere mere end 3 stemmer. Fuldmagten skal, for at give den befuldmægtigede stemmeret, være Restauratørgruppens kontor i hænde, senest 48 timer inden generalforsamlingens afholdelse. Poststemplet afgør, om der er tale om rettidig indsendelse, idet der regnes med en udbringningsdag på én dag.

stk. 3 Generalforsamlingen vælger en formand for bestyrelsen samt 4 øvrige bestyrelsesmedlemmer.

stk. 4 Generalforsamling skal være afholdt inden den 15. januar.

stk. 5 Der afholdes ordinær generalforsamling med 4 ugers skriftligt varsel. Forslag til dagsordenen skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen.

stk. 6 Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal indeholde følgende:

1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Nye kontrakter
4. Vedtagelse af regnskab
5. Valg af bestyrelse:
a) Valg af bestyrelsesmedlemmer
b) Valg af 1-2 suppleanter
c) Valg af formand for bestyrelsen
6. Valg af revisor
7. Indkomne forslag
8. Eventuelt

stk. 7 Generalforsamlingen træffer beslutning ved simpelt flertal, undtagen hvor det drejer sig om vedtægtsændringer eller opløsning af foreningen.

stk. 8 I spørgsmål om vedtægtsændringer er generalforsamlingen kun beslutningsdygtig, når 50 % af medlemmerne er til stede personligt og mindst 2/3 af de tilstedeværende stemmeberettigede stemmer for. I spørgsmål om foreningens opløsning er generalforsamlingen kun beslutningsdygtig, når ¾ af medlemmerne er til stede personligt og mindst ¾ af de tilstedeværende stemmeberettigede stemmer for.
Er generalforsamlingen ikke beslutningsdygtig for så vidt angår spørgsmål om vedtægtsændringer henholdsvis foreningens opløsning som følge af utilstrækkeligt fremmøde, kan forslaget genfremsættes på en ekstraordinær generalforsamling, der skal afholdes senest 4 uger efter, at førstnævnte generalforsamling er afholdt.
Forslaget kan på den efterfølgende indenfor 4 uger afholdte ekstraordinære generalforsamling vedtages ved simpelt flertal, uanset antallet af fremmødte.

stk. 9 Ekstraordinær generalforsamling kan med 14 dages varsel indkaldes af bestyrelsen og skal endvidere afholdes med samme indkaldelsesvarsel, såfremt 1/3 af medlemmerne fremsætter motiveret begæring herom, og således at den ekstraordinære generalforsamling indkaldes senest 1 uge efter, begæringen er fremsat for bestyrelsen.


Bestyrelsen

§ 5

stk. 1 Bestyrelsen, der består af en formand, en næstformand og 3 menige bestyrelsesmedlemmer vælges af generalforsamlingen. Til 1 af de 3 menige bestyrelsesmedlemsposter kan generalforsamlingen vælge 1 udefrakommende person med særlig kommerciel indsigt. Sådanne medlemmer er på valg hvert år. Bestyrelsens øvrige medlemmer er på valg forskudt hvert andet år, således at der ikke kan ske en samlet udskiftning af bestyrelsen samme år. Bestyrelsens formand og næstformanden kan ikke være på valg samme år. Udover bestyrelsens formand, der vælges af generalforsamlingen, konstituerer bestyrelsen sig selv.

stk. 2 For at tiltrække den rigtige personkreds til posten som bestyrelsesmedlem vil der ske aflønning af disse medlemmers bestyrelsesarbejde. Der budgetteres med en omkostning til dette bestyrelsesarbejde. Vederlagets størrelse fastsættes én gang årligt af bestyrelsen.

stk. 3 Funktionstiden for medlemmer af bestyrelsen er 2 år. Funktionstiden for udefrakommende bestyrelsesmedlemmer er 1 år. Suppleanternes funktionstid er 1 år.

stk. 4 Bestyrelsen virker efter Forretningsorden for Restauratørgruppens Bestyrelse.

stk. 5 Bestyrelsen har den overordnede ledelse af foreningen, alt under ansvar overfor generalforsamlingen. Bestyrelsen træffer beslutning om ansættelse og afskedigelse af foreningens direktør.

stk. 6 Foreningen tegnes i det daglige af direktøren og formanden for bestyrelsen i forening. Ved sidstnævntes forfald af direktøren og næstformanden for bestyrelsen i forening.

stk. 7 Genvalg til bestyrelsen, herunder til posten som formand, kan finde sted.


Udvalg

§ 6

stk. 1 Der kan nedsættes et fagligt udvalg med en formand, der vælges af bestyrelsen.
Udvalgets formand udpeger udvalgets øvrige medlemmer. Det faglige udvalgs opgave vil blandt andet være at planlægge div. oplysningskampagner. Der budgetteres med en omkostning til det faglige udvalg.


Budget

§ 7

stk. 1 Foreningen er berettiget til – direkte fra leverandørerne – at oppebære en procentvis andel af de samlede ordrebeløb.

stk. 2 Snarest efter den årlige generalforsamling udarbejder direktøren i samarbejde med revisoren et budget for det kommende år, hvilket budget skal godkendes af bestyrelsen.

stk. 3 Det årlige beløb til udbetaling til medlemmerne fordeles mellem disse i henhold til en fordelingsnøgle baseret på medlemmernes indkøb gennem foreningen og fordelt på de enkelte leverandører eller en del heraf, hvilken fordelingsnøgle endeligt fastsættes af bestyrelsen og meddeles til medlemmerne.


Revisor

§ 8

stk. 1 Der vælges på generalforsamlingen en ekstern revisor for 1 år ad gangen. Genvalg kan finde sted. Revisoren skal enten være registreret eller statsautoriseret.

stk. 2 Revisoren skal deltage i den ordinære generalforsamling.


Årsregnskab

§ 9

stk. 1 Regnskabsåret er den 1/10 – 30/9.

stk. 2 Årsregnskabet skal foreligge godkendt af bestyrelsen på generalforsamlingen.

stk. 3. 1. regnskabsår skal dog regnes fra stiftelsen til 30.9.2009.


Foreningens opløsning

§ 10

stk. 1 Opløsning af foreningen besluttes af generalforsamlingen i overensstemmelse med § 4, stk. 8.

stk. 2 Opløses foreningen orienterer bestyrelsen foreningens samarbejdspartnere herom.

stk. 3 Ved opløsning vil foreningens aktiver primært blive anvendt til fyldestgørelse af krav mod foreningen. Den resterende formue vil derefter blive fordelt mellem foreningens medlemmer efter en fordelingsnøgle baseret på de seneste 2 års køb gennem foreningen og fordelt på de enkelte leverandører eller en del heraf.

Restauratørgruppen

Har du ikke kode til BagerGruppens intranet fordi du ikke er medlem af BagerGruppen, men er du interesseret i at høre mere om Danmarks bedste rabatter, bonussystemer, leverandøraftaler og markedsførings- og salgsværktøjer, så kontakt vores konsulent og bliv medlem hurtigst muligt.